Julies vandretur på Indlandsisen.
”Tør jeg?”
Den tanke har rumsteret lige siden det blev arrangeret at jeg skulle prøve Fullday Adventure på Indlandsisen.
Kun de færreste mennesker oplever at gå på Grønlands Indlandsis. Hvor naturen er almægtig og mennesket blot en mikroskopisk prik.
”Tør jeg? Vil jeg?”
Jeg har hørt om huller i isen, der er så dybe at de kan sluge et menneske. Men, det jeg er mest nervøs for er, at det vækker min gamle klaustrofobi. For, har man først begivet sig ud på selveste Isen skal man kende vejen hjem – hvorfor man skal holde sig til både guide og gruppe hele vejen hjem.
Hvad nu hvis jeg får lyst til at vende om halvvejs og sige; “vi ses venner, det bliver uden mig!” Kan man det? Det kan man vel nok, men så stopper man turen for de andre rejsende, der måske som den eneste gang i livet har mulighed for dette ekstraordinære hike.
“Jeg tør godt”, siger jeg til mig selv, da Claus vores guide, udleverer de pigge der skal spændes på vores sko.
Afsted vi går på række. 12 mennesker, som er rejsende/turister, ligesom jeg.
Et univers af is, sne, blå, turkis og hvide overflader åbner sig. Varmen fra kroppen og pulsen der stiger blander sig med en luft skabt af kulde. Vi bestiger små bjerge, går ned i dale, balancerer med vores stave og tager lange skridt.
“Hav tillid til piggene under skoene, de bærer jer frem” forklarer Claus. Han viser hvordan vi med rank ryg kan gå ned af selv isglatte skrænter.
At have tillid er en tilstand, som jeg øver på mig på.
Tillid til at verden passer på mine børn, imens jeg er milevidt taget hjemmefra. Tillid til at mine egne evner rækker til et hike på Indlandsisen. Og tillid til at Claus får os godt hjem igen.
For andre vil denne tur måske blot være et hike og et møde med en storslået natur og den højeste himmel jeg nogensinde har gået under.
For mig bliver det et møde med at overgive mig til kræfter der er større end mig selv; tillid til at læne mig ind i oplevelsen, nyde min egen formåen og at Claus er så hamrende dygtig og professionel, at turister som os kan komme så tæt på den berømte Indlandsis.
Vi får lov til at se, smage (fra det reneste vandhul i verden) og fornemmer kulden på huden.
3 timers hike senere kan vi skimte hvor vi startede.
“Lad os være stille et øjeblik og blot tage det ind.” Siger Claus da vi står med et skue på 360 grader omkring os selv.
Det er svimlende. Is og sne og himmel flyder sammen til et. Mine øjne løber i vand.
Jeg gjorde det! Længe efter oplevelsen er jeg høj på adrenalin og indtryk af en verden af kulde og sne.
Tak til Travel By Heart- Greenland og Albatros Arctic Circle for at sponsorere turen.
Det reneste vand hældes på drikkedunk.
Vores guide Claus fra Albatros Arctic circle.
Pakkeliste:
Vandrestøvler, vind og vandtætte
Uldstrømper
Langt uldundertøj
Fleecetrøje
Vindtætte vandrebukser
Vindtæt vinterjakke
Evt. vindtætte overtræksbukser (Jeg gik i september, der var det ikke nødvendigt med overtræksbukser)
Solcreme
Solbriller
Hat
Vanter
Halstørklæde
Drikkedunk
Rygsæk
BEMÆRK:
Turen er beskrevet som en sværhedsgrad 3. Jeg vil nærmere sige 4. Man skal være i en ordentlig fysisk form for at deltage, så det bliver en behagelig tur. Både for ens egen, men også for de andres skyld.
Ønsker du at høre mere om vores ture i Grønland?
Send os en mail, og vi skræddersyr din rejse.